1963.  STUMFILM ”Den grumme Forbrydelse  eller Dir. Sjøbergs død”. Små 2 minutter.

 

I 1963 var jeg 18 år og elev som animator hos Nordisk Tegnefilm, en underafdeling af Nordisk Film. Som elev skulle jeg vise mine animations øvelser til min chef og lærermester Ib Steinaa, og jeg skulle selv affotografere de mange animationstegninger på 16 mm negativ film. Filmen skulle jeg derefter fremkalde, fiksere, skylle og hænge til tørre. Herefter skulle filmen fremvises og bedømmes. Hele den tekniske process syntes jeg var interessant, og jeg fik lyst til at eksperimentere videre i min fritid. Hos en marskendiser købte jeg et gammelt 16 mm kamera og en 16 mm filmprojektor, og min chef gav mig en rulle råfilm til mine hjemlige eksperimenter.

 

På Nordisk Film hændte det at de ansatte blev inviteret til at se nye kopier af Nordisk Films store samling af gamle stumfilm. Det inspirerede mig til selv at lave en ’stumfilm’ i den gamle stil. Nu havde jeg jo både apparatur og råfilm, så jeg planlagde en lille kort historie. Jeg var selv instruktør, filmfotograf og skuespiller i 3 roller. Filmen fremkaldte jeg, og nu havde jeg negative rå-optagelser. Dem redigerede jeg, og klippede filmen sammen scene for scene. Den færdige negative film skulle herefter kopieres, og jeg fandt en primitiv metode til at lave en kontaktkopi ved hjælp af min nyligt indkøbte projektor. Denne kopi fremkaldte jeg, og nu havde jeg en positiv kopi af filmen. Kvaliteten er ret ringe, og hen mod slutningen skrider billedet i et kort øjeblik, men det er jo en efterligning af de gamle stumfilm, så det var helt i orden. For at gøre filmen mere ’stumfilm-agtig’, indfarvede jeg nogen af scenerne i forskellige farver som man ofte gjorde på de gamle stumfilm.

 

SE FILMEN