Biografier til stamtavle nr.8.

 

8-1. JACOB BENTSEN JUUL.

Født på gården Øxningen i Kolvereid i Nærøy præstegæld i Namdalen i Norge 1737. Død sammesteds 28/8 1800, 63 år. gammel.

Begravet 5/9 s.å.

Konfirmeret i Nærøy 1755.

   Var købmand i Trondhjem og ejer af gården Øxningen, som han arvede sammen med 5.517 Rdl. ved skiftet efter moderen 4/9 1786.

Hvad slags forretning, han drev i Trondhjem vides ikke, men han var en ret velstående mand.

   Han var gift l.gang med Anna Carstensdatter Tostrup (død 1771), med hvem han havde 4 børn. Gift 2.gang i Klæbu Kirke 17/9 1773 med:

 

8-2. CATHARINA BRUN.

Født i Klæbu 1751, døbt 27/6 s.å. Død i Kolvereid 31/5.1821.

   Ved skiftet efter hendes mand 11/12 1800 fremgår det, at enken manglede forstandens brug. Hun må have været syg i mange år, for i en note til digtet "Tanker ved en Moders Død", 1790, skriver hendes bror, den bekendte Bergen-biskop Johan Nordahl Brun om søsteren: "Hun havde udstaaet haarde Prøver af Sinds og Legems Svaghed, men befandt sig vel, da min Moder tog Afsked fra hendes Huus, for at unde mig og mine den Rest af hendes Dage, som blev alt for kort".

   Ved mandens død fik hun udliggerborger Anders Clausen på Burøen som værge, og var fremdeles sindssyg ved sin død i 1821. Boet efter Jacob Juul viste en indtægt på 17.286 Rdl. Og en udgift på 4.363 Rdl - altså en nettoformue på 12.923 Rdl.

   Der var også 4 børn i dette ægteskab, hvoraf jeg kun

ser mig i stand til at nævne 1-13.

 

----­--

 

8-3. PETER JUUL (uagtet sønnen kaldes Jacob Bentsen). Død i Nam­dal

     1759 som  sorenskriver i Namdal og ejer af gården Øxningen.

Embedet som sorenskriver skal have været i slægten i flere generationer.

Han var gift med:

 

8-4. ARIADNE LAURITSDATTER HOLTHE.

Død 1786 på Øxningen. Skifte 4/9 s.å.

Af børn kendes kun 8-1.

 

------

 

8-5. SVEND BUSCH BRUN.

Født i Røros 3/8 1703. Død i Klæbu 1784, begravet 21/7.

   Han var købmand i Trondhjem, hvor han deltog i talrige ejendomshandler.

   Var gift 1.gang 16/9 1728 med Cornelia Rasmusdatter Franch Lerche (1708-41). Gift 2.gang på Bynesset 2/6 1744 med sin unge kusine:

 

8-6. METTE CATHRINE NORDAHL.

Født i Trondhjem 15/2 1721. Død i Bergen 21/11 1791. I ægte­skabet var 4 børn, hvoriblandt foruden 8-2 sønnen, digteren og biskop i Bergen Johan Nordahl Brun (1741-1816), der bl.a. er bekendt for digtene "Jesus lever, graven brast", "Ånd over Ånder kom ned fra det høje", "For Norge, kæmpers fødeland" o. m.a.

Som nævnt under 8-2 skrev han "Tanker ved en Mors Død", der indeholder følgende linjer:

 

"Min Moder - ja du fik kun ringe Kaar til Deel,

Du klækkede os ud i Mangels nøgne Reede,

men Ømheds Vinger vidste du at sprede,

at ej for tidlig Sorg nedslog vor muntre Siel.

 

Selv nøjsom med din Deel du netop altid fik,

og havde altid dog tilovers lidt for andre;

Utrøstet nogen knap bort fra dig skulde vandre,

som med sin Nød og Sorg hen til din Bolig gik.

 

Ved klog Husholdnings-Kunst du giestfri altid var,

for tarvelige Ret dit blide Ansigt talte;

At Hiertet undte meer, sig straks i Øiet malte,

og ingen Fremmed ved dit Bord sig kiedet har".

 

------

 

8-11. JOHANNES BRUN.

     Født i Trondhjem ca. 1669. Død på Røros 1719 (før 11/9).

   Han var købmand, organist og kirkeværge på Røros.

Da han var musikalsk lod stedfaderen, Volguart Jøns ham

opdrage til ikke blot at kunne forestå arbejdet på gården

og i kramboden, men også til organiststillingen, for til slut at gøre ham til sin universalarving. Som sådan blev han en velstående ung mand og et godt parti.

   Han førte kirkens regnskaber og bestyrede dens midler.

Ellers vides ikke ret meget om hans liv og virke på Røros.

   Gift i Trondhjems domkirke 6/12 1699 med:

 

8-12. ANNA MARGAHETHA SVENDSDATTEH BUSCH.

Født i Trondhjem 4/1 1676. Død på Røros 19/11 1723. Begravet 4/12, idet "der blev ringt l Maaned 2 Uker og 4 Dager" (hvad der så menes med det?).

Hun blev ved mandens død siddend i uskiftet bo som en rig kone i en stor virksomhed.

Søn: 8-5.

 

------­

 

8-13. JOHAN KNUDSEN NORDAHL.

Født 1690 i Nordalen på Søndmør. Død i Trondhjem 1746. Om hans slægt vides intet.

19/5 1713 blev han fendrik ved et frikompagni i Trond­hjem og 11/7 1719 vagtmester-løjtnant. Tog afsked 8/1 1742. Var 1745 fadder til sin dattersøn, den senere biskop Johan Nordahl Brun. Det menes, at han har deltaget i krigen mod Sverige, hvilket skulle have været årsag til hans officersudnævnelse.

Gift 1716 med:

 

8-14. ANNA CATHARINA SVENDSDATTER BUSCH. (Halvsøster til 8-12).

Født i Trondhjem 16/10 1694. Død på Røros 1776, begravet 23/8.

Ægteskabet fandt sted 1716 efter 4/8, for "Anno 1716 haver den ædle Fendrik Johan Knudsen anvist Kongelig Maje­stæts Bref af dat.4de Augustii at maatte lade sig copulere i Huuset med ærlige og dydige Mademoselle Catharina Svendsdatter Busch". Herfor betalte han 4 Rdl.

Datter: 8-6.

 

------­

 

 

 

Kilder:

 

Th.Bull: Biskop Johan Nordahl Brun og hans slekt. (og de deri nævnte kildehenvisninger).

 

 

 

------­