Dansk Biografisk Lexikon. IX. Bind. Gyldendalske Boghandens Forlag 1895.

Koch, Hans Henrik, 1836-1903, Søofficer, (Min oldefars lillebror ”Henni”) er Søn af nedennævnte Bygningsdirektør Jørgen Hansen K. Han blev født 28. Dec. 1836, blev allerede i sit 7. Aar indskreven til Kadet, da han gjennem sin Moder nedstammede fra en Række Søofficerer, var som Dreng et Par Togter til Søs med Marinens Skibe (1847 og 49), blev derefter Søkadet, Lieutenant 1856, Kapitajn 1873, Kommandør 1885 og Kontreadmiral 1893. Fra 1858-61 var han til Koffardis som Overstyrmand, besøgte Sydamerika og foretog en interessant Sejlads op ad Floden Orinoco. Blandt hans Orlogstogter kan nævnes: 1861 med Fregatten «Sjælland» i Vestindien, 1864 med Fregatten «Jylland» i Nordsøeskadren, hvor han 9. Maj deltog i Helgolandaffæren, 1867-69 Kadetofficer, 1870-72 næstkommanderende med Fregatten «Tordenskjold», som udlagde Telegrafkabler i de østasiatiske Farvande, 1873 Chef for Kanonbaaden «Willemoes» under den saakaldte Lodskrig, 1875 næstkommanderende i Fregatten «Jylland», Chef for Kongens Dampskibe «Slesvig» 1878 og «Danebrog» 1881 og 1885, 1882 Chef for Krydseren «Diana» paa Togt til Island, 1887 og 90 Chef for Panserskibet «Ivar Huitfeldt», 1892 Flagkapitajn hos Chefen for Kjøbenhavns flydende Defension. 1865-67 var K. i fransk Orlogstjeneste paa Togt til Cochinkina og i Middelhavet, 1873 ansattes han som Gouvernør, senere som Adjudant, hos Prins Valdemar, 1886-92 var han Adjudant hos Kongen. 1869 var han som Brudesvend tilstede ved Kronprins Frederiks Bryllup i Stockholm. I sin Egenskab af Adjudant overværede han 1874 Tusendaarsfesten paa Island og var desuden tilstede ved den russiske Kejserkroning i Moskov 1881 samt ved Prins Valdemars Bryllup i Eu 1885. Som Kontreadmiral er han bleven Chef for Hovedstadens flydende Defension. 1891 fik han Danebrogsordenens Kommandørkors. K. døde 24. Sept. 1903. -- K. blev gift 1877 med Ragnhild Finsen (f. 5. Avg. 1858 d. 19. Juli 1880), Datter af Overpræsident S. H. S. F. (V, 162).